På en skøn sommeraften tirsdag d 23. Juni, var der samlet ca. 100 mennesker på bålpladsen, lige overfor Ådum Hallen, til en rigtig hyggelig Sankt Hans aften. Der var folk i alle aldre og der var godt humør hele vejen rundt, god snak og masser af legende børn.
Kl. 18.30 var der tændt op i grillen og der kunne købes pølser, brød og kartoffelsalat og der var rigtig mange der tog imod det tilbud. Børnene kunne bage gratis pandekager over et lille bål, hvilket også var et hit blandt de mange børn.
Hans Laurids var årets båltaler og lavede en rigtig fin tale omkring vigtigheden af fællesskab.
Kl. 19.30 blev det store flotte Sankt Hans bål tændt og heksen, som Ådum Idrætsbørnehave så flot havde lavet, blev sendt af sted, til lyden af midsommervisen.
Til slut kunne der købes kaffe og kage og mange blev siddende og nød den lune sommeraften.
Ådum Borgerforening siger tusind tak for opbakningen og for en rigtig skøn aften.










