Aller først grundlaget for uddelingen af Ådum Hallens initiativpris. Uddelingen er sket hvert år siden 1983, hvor prisen blev uddelt første gang på foranledning af Hilda og Sven Grønborg. Der er sket lidt ændringer siden. Der er ikke længere en bankbog, og man ridser heller ikke længere sit navn, men der indgraveres i pokalen.
Tidligere modtagere og nedennævnte begrundelse kan ses på aadum.com under hallen.
Hallens formand Niels Stokbæk gav Elly prisen med følgende begrundelse:
Elly – du er jo en rigtig Ådum pige. Født her, og du bor her stadig. Og det er vi glade for og stolte af.
Du har altid været en aktiv del af Ådum. Du startede på kommunekontoret i Tarm. Men det var nok først da du blev dagplejemor og senere kom i børnehaven, at alle – både store og små- ved hvem Elly er. Eller måske hedder du også Øly når de små kalder på dig.
Engang var det på håndboldbanen, hvor du var en sej målmand. Så blev du leder af mor-far-barn gymnastik. Eller da du startede, hed det måske kun mor/barn gymnastik. Du er også trådt til da børnegymnastikholdene manglede en voksen, og hvis du engang i mellem havde brug for en afløser til en træningstime, blev børnene virkelig skuffede over, at du ikke var der. Det vidner om, hvor populær og afholdt du er. Og som det sidste er du blevet en elsket og værdsat fodboldtræner for de små poder
Du har også været i hallens bestyrelse som kasserer. Det er nok din natur at træde til når nogen mangler din hjælp. Og det er vi mange der sætter stor pris på.