Velkomstfesten for Hanne og Bo Gimm som præstepar i Hoven og Ådum har været længe imødeset. Bo Gimm blev indsat som sognepræst i begge kirker fra 3. januar 2021og har siden haft sit virke og er blevet godtkendt i sognene.
I søndags efter ca. ti måneder kom så den ventede lejlighed til at byde Bo Gimm og familien velkommen med festgudstjeneste i Hoven og til samvær i Ådum forsamlingshus.
En festlig eftermiddag
Det blev en festlig eftermiddag, som begyndte med et stort og velsmagende ’tag selv bord’ fra forsamlingshusets køkken. Frokosten blev nydt i godt samvær af de cirka 100 deltagere.
Bo Gimm fik herefter ordet og begyndte med en tak. ’Tak for, at I er her, tak for at så mange kom i kirke og forsamlingshus.
Tak til menighedsrådsformænd og -rådene her og i hele pastoratet, og for at man kan føle sig godt tilpas i alle fem kirker. Hanne og jeg har følt os glade for at være her fra første færd. Det gælder måden, vi blev modtaget på, stedet vi bor med udsigt til kirken, trækronerne og åen. Det har været fantastisk. To af vore fire børn var med første gang og syntes om det, men ingen er hjemmeboende.’
Præst med engagement og indlevelse
Om sin og en søsters opvækst fortalte Bo Gimm, at forældrene var travlt forstanderpar på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming. Selv havde han forskellige planer. Den kristne tro og kontakt til andre var afgørende, og valget faldt på at blive præst. Det første embede var ved Vejlby og Strib kirker. Derefter blev det til 19 år i Herning. Både han og Hanne kunne tænke sig at flytte på landet, når der ikke var hensyn at tage til børnenes skolegang og uddannelse. ’Opslaget fra Hoven og Ådum fandt vi attrakktivt og er glade for alle de muligher, som er her.’
Søndagstanker
Menighedsrådsformænd Annette Vinther Mikkelsen og Berit Toft Christensen glædede sig over stor tilslutning til velkomstdagen og de initiativer, som blev gjort under coronanedlukningen.
Her blev blandt andet nævnt Bo Gimms ’Søndagstanker’ på Facebook, som fik mange følgere, en gudstjeneste for kommende konfirmander og fredagens træffetid i Ådum kirke, hvor Bo Gimm sad der for at dele hverdagsliv med hver, som kom. -’Tak for engagement og indlevelse, som vi glæder os over i sognene.’