Stor interesse for Lynggaards udstilling af krukker

Jørgen Lynggaard åbnede i weekenden KrukkeCompagniet” på Teglværksvej i Ådum. Det var en imponerende udstilling fyldt med krukker og fade til udsmykning af have, terrasse og gårdsplads med mere.

Både lørdag og søndag kom interesserede jævnt fordelt i åbningstiden. Der er plads til ca. 35 i udstillingen ad gangen med tid at udse sig, hvad der kunne tiltrække. Og det var ikke så lidt efter de fyldte kundevogne at dømme.

Jørgen Lynggaard, som har importeret varerne, stod klar med råd og vejledning. Det kunne for eksempel være spørgsmålet, om krukkerne tåler frost. Med de seneste milde vintre har det ikke været et problem, kunne han fastslå. Ellers kan man sikre sig med glaserede krukker, som er brændt ved 1200 grader. Terracotta, brændt ved 800 grader, er knapt så stærkt, men har dog klaret de seneste to vintre uden problem.

Åbent i weekender i september

 Birthe Lynggaard sad klar ved kassen og sørgede for kaffebrygning. Som tidligere var der plads til hyggesnak over kaffekoppen.

Jørgen Lynggaard er nu flyttet fra Århus og ind derhjemme, hvor han dog kun har boet i et par kortere perioder. Han var nemlig klar til at rejse hjemmefra, da Birthe og Evald købte stedet. Jørgen ser flere muligheder og fortsætter før jul med juletræer med mere. Til foråret bliver der ud over krukker også salg af planter, sphagnum og gødning.

KrukkeCompagniet har åbent de kommende tre weekender i september kl.10 – 16.