Efter Hans Petur Kirkegaards afsked med Ådum og Hoven kirker er der ansat en vikar, som har overtaget gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Det er nemlig en længere og tidskrævende procedure, inden en ny præst ansættes i fast stilling.
Poul-Christian Tulinius har allerede haft de første par gudstjenester i Ådum, og han fortsætter, indtil den nye præst er fundet.
Poul-Christian Tulinius kommer fra Varde, hvor han har været sognepræst i 29 år, så det er en erfaren mand med klart budskab, man får at høre, når pladsen på kirkebænken er indtaget.
Nyansat organist i pastoratet
Ved orglet er der også en nyansat. Det er organist Monica Zaharia. Hendes hjemland er Rumænien, og hun har taget musikuddannelse ved konservatoriet i Bukarest.
Siden 2015 har hun uddannet sig ved kirkemusikskolen i Løgumkloster. Monica Zaharia forstår og taler udmærket dansk og er bosat i Hejnsvig.
Efter den første gudstjeneste i Ådum med hende og Poul-Christian Tulinius blev de budt velkommen af menighedsrådsformand Hans Laurids Pedersen, som ønskede dem en god tid fremover, og der var en velkomst-buket til begge.