Farvel til sognepræst Hans Petur Kirkegaard

På søndag den 28. juni er der friluftsgudstjeneste i Ådum. Den holdes på stadion bag skolen og begynder kl. 14.00. Hans Petur Kirkegaard holder her sin sidste gudstjeneste som sognepræst i Ådum og Hoven. Alle inviteres og er velkomne til at være med og benytte lejligheden til at sige farvel.

Sognepræst i 12 år

Hans Petur har været sognepræst her i 12 år. Da hans kone Dorte Kirkegaard er blevet ansat som sognepræst ved Lindknud og Hovborg kirker med bopælspligt, har Hans Petur søgt og fået en stilling ved Sædden kirke i Esbjerg, hvor han får tre kolleger.

Efter gudstjenesten fortsætter samværet i Ådum forsamlingshus, og menighedsrådene er vært ved kaffebord og efterfølgende samvær.

Har man ikke mulighed for at være med til gudstjenesten, er man alligevel meget velkommen i forsamlingshuset. Det er fra kl. 15.00.

Menighedsrådsformand Hans Laurids Pedersen understreger, at man bare møder op fra begge sogne. Tilmelding er ikke nødvendig.

Arrangører: Aadum og Hoven Menighedsråd.