Fortælleaften på Lille Mølle

Til fortælleaftenen på Lille Mølle i Ådum blev der fyldt godt op ved bordene. Deltagerne kan se tilbage på en god og afvekslende aften.

Jørn Egsgaard og Laurids Lauridsen fra Tarm, spillede festlig harmonikamusik fra starten og også hen over aftenen til fællessangene på det omdelte ark.

Tidligere vognmand og buschauffør Hans Egon Clausen lagde ud med sin livsberetning. Han blev født i Astrup i Anden Verdenskrigs første år og kunne huske flere episoder fra krigsårene.

Kort efter hans konfirmation flyttede familien til Skjern, hvor faderen startede vognmandsforretningen, som han senere overtog. Muntre episoder var der at fortælle fra de senere år med turistbus.

Opvækst og slægt med tyske rødder

Catharina Clausen, født Krüger, fortalte om sit liv, som havde formet sig noget anderledes i opvæksten. Hun blev også født under krigen og voksede op i dansk område, som dog havde været tysk fra 1864 til 1920.

Hendes familie er tysk, og hun har gået i tysk skole. Grænselandets problematik beskrev hun i skildringen af sin far og bedstefar, der begge holdt sig neutrale og malede deres porte grå og beslaget sort, hvor det ellers var rødt/hvidt eller grønt/sort. Catharina rejste som ung mod nord og fik arbejde på Cirklen i Skjern. Her mødte hun Hans Egon, så hun er blevet her.