Eleverne i 4., 5. og 6. klasse på Ådum skole bruger emnetimer om mandagen på at synge sammen under Ina Tvedens ledelse. De synger salmer og taler om indholdet som forberedelse til det store årlige Salmesangstræf i november i Ribe Domkirke. Der er seks salmer i folderen med overskriften ”Skal vi synge en salme?” Dette års tema er: ”Du er ikke alene.”
Fire salmer er kendte, men et par nyere salmer ”Du satte dig selv i de nederstes sted” og ”Fyldt af glæde over livets under” bliver der øvet lidt ekstra på.
RAMS – menighedsrådenes skoletjeneste
I løbet af et par uger oplever skolebørn fra hele Ribe Stift med cirka 500 ad gangen at komme sammen og synge salmerne, de har lært. Hele projektet går under benævnelsen RAMS, som er en forkortelse for Ribe Amts Skoletjeneste.









