Ådum Husholdningsforenings tur til Ulfborg blev en god oplevelse og vellykket eftermiddag. Det første besøg var hos Sussi og Carsten Andersen i deres Retro-museum. Carsten viste rundt og fortalte om parrets imponerende samlinger og museet, som åbnede i april 2015.
For Husholdningsforeningens medlemmer skabte genkendelsen glæde og minder, som for eksempel en cigaretautomat magen til Sigurd Cykelhandlers i Ådum!
De populære folkevogne
Carsten voksede op på Ulfborg tankstation.
Hans forkærlighed for gamle folkevogne og opkøb af dem og andre ting fra halvtredserne og frem fylder museet som et modsvar på tidens smid-væk-kultur. Carsten får mange spørgsmål fra børn og unge. Fastnettelefonen affødte en drengs spørgsmål: ”Er den ikke lidt stor at have i lommen?”
‘En skrivemaskine fik en opløftende kommentar: ”Nej, hvor smart, den printer ud med det samme!”
Genkendelsens glæde
En perle i udstillingen er den komfortable, velbevarede VW campingbus fra 1963, som er så sjælden, at kun tre andre er tilbage af dem. Familien camperer selv i den.
”Der er seks sovepladser. Originalt tilbehør som vaskebalje, lille taburet, rød lampe og cigaretholder i forruden fungerer stadig,” fortæller Carsten Andersen. Reservehjulet bruges som bordholder. Folkevogne, scootere og historien bag blev fortalt på turen videre.
I udstillingen var der også både det velkendte blå køkken og et tilsvarende i beige.
En original gammel købmandsforretning, gamle gasflasker, cigar- og cigaretpakninger havde manges interesse.
Hedekaffe og stort kagebord
På det lokale Hedekaffe kafferisteri var kaffen klar sammen med et indbydende og stort tag-selv kagebord, som fik god afsætning.
Det er indrettet i det nedlagte mejeri, hvorfra der drives en omfattende rengøringsvirksomhed og Bed & Breakfast samt kafferisteriet, som var den interessante del for husmødre og -fædre.
Bjørn Mathiesen er vokset op i Ådum og ristemester på Hedekaffe, hvor hans svigerfar har lært ham kunsten. Hedekaffen var allerede godtaget ved det store kaffebord, og mange købte da også et par poser med hjem, helt i tråd med Bjørns ord undervejs i foredraget: ”Får vi lokket to poser kaffe i en kunde, er de væk fra industrikaffen!”