Høslet på Bundsbæk Mølle


 Niels Peder Olesen fra Ådum har arbejdet de første tre uger i juli i høsletlauget på Bundsbæk Mølle. Seks til otte landmænd er med i lauget. De kommer mandag til onsdag eftermiddag i juli måned for at slå græsset, rive det sammen og lade det tørre, inden det stakkes op på et træstativ, en såkaldt rytter. Det er måden, hvorpå man får man det bedste hø. Høet bliver ikke vådt af en regnbyge eller flere. Vandet løber blot ned på overfladen.  

Leen skærpes

Det er vigtigt, at leen skærpes og stryges på den rigtige måde, så høet ikke slåes, men skæres af.. Niels Peder Olesen gør le-æggen skarp ved at banke skærefladen tynd. Jo længere æg, des bedre skærer leen.

Alt dette er landmændene i lauget fortrolige med fra deres opvækst, og de nyder at komme tilbage til den gamle tid og arbejdet, de var med i som børn.

Hø til fodring

Høet fås for at hente det, og stakken køres hjem med traktor af folk i nabolaget, som har heste eller får. Enghøet er den allernødvendigste foder, en slags medicin med alle de vitaminer, som det har i sig.

I 10 år er der nu bjerget hø på Møllerens Eng i juli måned af frivillige i høstlauget, og mens det står på er der fri adgang til at se på.