At nørkle drejer sig om at lave håndarbejde, og navnet passer rigtig godt til de trofaste frivillige, som mødes hver anden onsdag i fællesstuen på Hjemmet i Ådum.
Elleve damer er med i gruppen, og de hygger sig, mens de har gang i håndarbejdet. Der er tid til at snakke om, hvad man er optaget af, og om det fælles store projekt, som de er med i gennem Røde Kors’ nødhjælpsarbejde.
To flotte tæpper af garnrester
Mette Højlund står forNørklegruppen og modtager gerne stof og garnrester. Der er næsten ingen grænser for damernes idérigdom, når det gælder at få anvendt det, der bliver givet.
Garnrester er på seneste brugt til aflange firkanter, som Mette har syet sammen sammen til et stort og et mindre tæppe.
Der er bestemte mål for tæpper, som sendes ud, og her har det mindste de rigtige mål, mens det store tæppe vil blive solgt i Røde Kors butikken i Tarm.
Alsidige behov
Aktuelt er der mangel på undertøj. En af damerne har strikket 20 sæt siden i efteråret, og de ligger klar med undertrøje og bukser. Andre har strikket sweatere i fine farver og mønstre.
Der er også brug for mindre ting. De strikkede karklude er der stadig stor afsætning på. Gruppen har også været med til at lave bamser til børn, hvis forældre sidder indsat i fængsel.
Altid plads til flere til i gruppen
Det hele samles en gang om året og sendes til pakkecentralen i Kliplev.
Både ønsket om at hjælpe mennesker i nød, og lysten til håndarbejdet forener nørklerne og får dem til at blive ved. Nye er meget velkomne i gruppen.











