Førskoledag i Ådum

Ådum Børneunivers inviterer til førskoledag torsdag den 10. januar kl. 8.10. Børn til nulte klasse i august er velkomne til at få en forsmag på, hvordan det bliver at gå i skole. Børnehaveklasseleder Inger Dam Nielsen tager imod, og dagen begynder med ”Høj puls”, en daglig halv times bevægelse for alle skolens elever, som slutter med mulighed for en portion havregryn. 

Dagens program

Den kommende nulte klasse vil være sammen med deres lærer resten af dagen. På en tur rundt på skolen vil børnene se skolens lokaliteter og i formiddagspausen nyde et stykke frugt, sådan som skolens elever dagligt får. 

Derefter bliver det afprøvet, hvordan det er at gå i skole med små opgaver og sange til Ingers guitarspil. Madpakke og drikkedunk er det eneste, børnene skal have med. Det fortsætter over middag med leg i SFO til kl. 13.05, hvor der inviteres forældrekaffe. Der er mulighed for pasning til lukketid kl. 16.45.

Ådum Børneunivers

Børneuniverset er en enhed med vuggestue, Idrætsbørnehave, SFO og folkeskole til og med 6. klasse samlet under samme tag i trygge rammer. Her er fokus på læring gennem leg og bevægelse, som er indarbejdet i undervisningen og understøtter tilegnelsen. Der er plads til individuelle behov i det sociale sammenhold, og den tryghed styrker indlæringen.

Henvendelse til skoleleder 

Skoleleder Helle Grønkjær gør opmærksom på, at indbydelsen også er rettet til interesserede uden for selve skoledistriktet. Her henter og bringer den private skolebus børnene. 

Mere information og tilmelding til førskoledagen til skoleleder Helle Grønkjær på telf. 9974 2523 eller 5129 4019.