Et aktivt par i Ådum, Birthe og Evald Lynggaard, fejrede diamantbryllup torsdag den 6. december. Dagen blev markeret med morgensang på gartneriet på Teglværksvej.
Familien var samlet. De to døtre og en søn her i landet kom med familie, og sønnen Freddie og hans kæreste fra Canada var der. Fra Armenien kom Frances, tidligere udvekslingsstudent i familien.
Før jul hos Lynggaards
På gartneriet binder Birthe og Evald kirkegårdskranse, laver dekorationer og anden pynt til adventstiden, sælger juletræer og andet, som de plejer. De tager imod kunderne med kaffe på kanden og glæder sig over at have liv og aktivitet omkring sig. Tres års godt samarbejde og de fælles rutiner giver dagene indhold og er kendetegnende for det udadvendte og imødekommende par.
En annonce og et flyt til Ådum
Det halve af deres liv har de nu boet i Ådum, hvor de hurtigt faldt godt til. Birthe og Evald kommer oprindeligt fra Tørring og Brande og boede i Brande indtil først i 70’erne, hvor de flyttede til Langeland.
På en ferietur til Sæby i 1978 fik de i Jyllandsposten øje på en annonce med ejendom til salg i Ådum. Prisklassen lød passende, der var bopælspligt og landbrugspligt. Evald var tømrer, men vokset op på gartneri, så ingen tvivl om, at de ville kunne dyrke jorden.
De afbrød ferien, kørte til Ådum og faldt for stedet. Evald lagde straks mærke til den fantastiske udsigt ud over landskabet.
Et virksomt liv
Så de slog til, og efter en tid, hvor Evald boede hos en bror i Ølgod, mens han satte ejendommen i stand, flyttede familien ind. I 1980 havde Evald nyt stuehus klar. De givne muligheder på markerne blev udnyttet med dyrkning af kartofler, grøntsager og jordbær.
Evald plantede gran til juletræer, som de har solgt mange af i årenes løb. En hel skov blev det også til, og han har måttet sande, at udsigten i årenes løb er blevet begrænset.
Produktion af trævarer
Til gengæld er der frodighed at nyde med alle deres plantebede og drivhuse. Desuden investerede Evald i en båndsav, efter at stormen i 2013 væltede mange af hans træer, og han producerer nu samlesæt til højbede, bord-bænkesæt og andre efterspurgte trævarer.
Selv om de mange år er gået, fortsætter parret deres meningsfyldte hverdag med en arbejdsindsats, som tilpasses både alder og passende muligheder for rejseliv, som de begge nyder.