Familiejulefrokost med det hele

Den årlige julefrokost i Ådum Forsamlingshus samlede i år 132 deltagere, heraf var der 32 børn.

Bestyrelsen for Støtteforeningen for Ådum Forsamlingshus kunne igen glæde sig over god tilslutning til arrangementet, som både er en forsmag på den kommende tids kulinariske goder og lejlighed til hyggeligt socialt samvær.

Forsamlingshusets ta’selv-bord stod klar med de traditionelle julefrokostretter, og de var lavet ”fra bunden af” i køkkenet. Der faldt da også mange rosende ord om den gode mad.

Mange retter

Arkivfoto

Der var blandt andet sild med karrysalat, tarteletter med høns i asparges, ribbensteg med rødkål, lun leverpostej med bacon, lune frikadeller og rødbeder med mere. Til børnene var der pizzasnegle og pølsehorn.

Frokosten blev rundet af med ris á la mande og kaffe med småkager.

Herefter kunne børnene lege og hygge sig i krostuen, mens de voksne, veltilpasse efter den gode beværtning, fortsatte med snak og hygge i god stemning.