Siden Aadum Hallen blev bygget i 1982, er Initiativprisen uddelt hvert år ved generalforsamlingen. Det var Hilda og Svend Grønborg som stiftede den til uddeling til en borger i og omkring Ådum, som gør noget særligt for Hallen eller er et inspirerende eksempel for Idrætslivet.
Ved generalforsamlingen den 25. september blev Initiativprisen overrakt til Knud Erik Birkmose. Kaffen i kantinen kunne herefter nydes ved nye, fine borde takket være Velux-fondens støtte på 11.200 kr.
Stole er købt på Hallens regning og passer til bordene.
Action-Jump
Formand for Hallen Niels Stokbæk sagde ved overrækkelsen. ”Siden 2011 har du, Knud Erik, gjort et stort frivilligt arbejde. Du har haft med mange børn og unge mennesker at gøre som leder for ’Action Jump’, gymnastikholdet, der har fokus på grundgymnastik, rytme og spring.
Du kommer altid med godt humør og engagement og fyldigt program. Du viser et stort engagement. Du kan råbe højt, og du fanger børnenes fulde opmærksomhed.”
Alex Tutunaru, som har haft pokalen siden sidste år, modtog erstatningspokalen.








