’Teatret Om’ afslutter med Kulturfest

For eleverne i 1. og 2. klasse på Ådum skole har ugens to første dage været helt specielle. De har haft besøg fra Teatret OM i Ringkøbing. Det var Tippe og Iza, som kom med stort engagement og fik alle med i sanglege og dans. Tippe sang kendte danske sange, som børnene virkelig lagde deres stemmer i, for Tippe satte tempoet op, som også smittede af på kædedansen. Iza fra Polen lærte børnene en gammel polsk sangleg. Selv om teksten ikke var til at forstå, fangede sangen deres interesse så meget, at de kunne synge med på teksten om tirsdagen.

Børnene optræder på Kirkeskolen

Kulturfesten eller byttehandel mellem kulturer, som her er lagt op til, fortsætter torsdag aften kl. 17 på Kirkeskolen i Skjern, hvor Ådum-børnene er inviteret til at optræde sammen med indskolingen på Borris skole, der også har haft besøg af Teatret OM.

Forældrene kører med børnene til arrangementet, som er gratis at deltage i, og ingen bør snyde sig for oplevelsen af at se sine børns udfoldelse i OM’s projekt med titlen ’Lighthouses’.