Moesgaard og Prins Henriks rose

Ådum Husholdningsforenings tur til Århus blev på alle måder vellykket for de 36 deltagere i bus med Thorvald Folmann ved rattet. Både kulinarisk oplevelse samt spændende seværdigheder blev nydt i godt samvær.

Naturcentret ved Harrild Hede var første stop, hvor bestyrelsen bød på kaffe og rundstykker i de naturskønne omgivelser.

Prins Henriks rose

Næste mål var Moesgaard Havecenter, som sidst på sommeren fokuserer på roser. En gartner på stedet ” Hanne med Hatten” viste rundt og fremhævede et par nye roser.

Birthe Kjærs rose var pink rosa, storblomstrende hele sommeren og op til en meter høj. Lige så høj var den anden nye rose, prins Henriks rose, i smuk gul farve. Begge var fremavlet i et gartneri uden for Århus. Der var mulighed for at handle og se sig om i det imponerende gartneri.

Velsmagende brunch

På restaurant Martino ved Marselisborg Lystbådehavn ventede en indbydende brunchplatte, som blev værdsat og nydt i smukke omgivelser og udsigt ind over Århus.

Moesgaard Museum

Bussen kørte tilbage til Moesgaard, hvor eftermiddagen var sat af til besøg på museet. Der var bestilt guidet rundvisning i to grupper til enten Mosefundene eller Djengis Khan. Guiden fortalte engagerende om den mongolske ’verdenshersker’ fra 1200-tallet. Der var tid til at kigge ind i flere afdelinger, og den mere end to tusind år gamle Grauballemand var vist alle forbi.

Styrket til hjemturen

Inden hjemturen bød bestyrelsen på kaffe og hjemmebagte kager på parkeringspladsen, og ved 18-tiden var bussen tilbage i Ådum og Tarm efter en indholdsrig dag.