Sommerferien kan byde på oplevelser, der er lidt ud over de sædvanlige. Sådan blev det for Tobias Petersen fra Ådum.
Tobias så en annonce fra Esbjerg kommune, hvor man søgte trainees til Tall Ship Race, hjælpere på store sejlskibe. En tur til søs lød spændende, Tobias søgte og var så heldig at komme med.
Prøvede sågar at navigere
Tall Ship Race er en kapsejlads, som holdes hvert år mellem sejlskibe, i år med deltagelse fra 30 nationer, og vinderskibet kåres ikke kun for hurtighed, men også for samarbejde og forståelse om bord mellem deltagerne fra 15 til 25 år. De arbejder sammen med besætningen og har pligter blandt andet med at sætte sejl, klatre op i masterne, lave mad og pudse messing.
Op i masterne
Tobias gjorde turen med fra England til Esbjerg på det gamle norske skoleskib ’Christian Radich’. Han nåede undervejs op i toppen af den næsthøjeste mast og klarede udfordringerne med frisk mod. Netop hans skib fik prisen for at have flest nationaliteter med.
Festlige dage i Esbjerg
Sejlskibene lå i Esbjerg tre dage, hvor trainee-livet bød på forskellige dyster og en festlig Crew parade gennem gaderne. Tall Ship Race passerer Esbjerg igen om fire år.
Tobias er nu tilbage på skolebænken i 9. kl. på Skjern Kristne Friskole.







