Når børneklubben ”Spilopperne” starter op igen efter sommerferien torsdag den 16. august kl. 15.30 vil den farvestrålende bus ”Evigglad” holde på parkeringspladsen bag Hjemmet, Tøstrupvej 1.
Leg og trylleri
Rudolf Larsen er chauffør på bussen, og han vil finde de spændende legeredskaber frem fra bagagerummet, som alle kan prøve. Men Rudolf kan mere end det. Når saft og kage er nydt, mødes alle i fællesstuen, hvor Rudolf vil fortælle lidt om Gud og synge nogle sange med børnene. Rudolf Larsen har også den særlige evne at kunne trylle, og der bliver noget at undre sig over, når trylleriet begynder.
Efterårsprogram er klar
Alle fra 4 år til 3.kl. er velkomne til at være med i klubben, som er tilknyttet Danmarks folkekirkelige søndagsskoler, også med det formål at understøtte dåbsoplæring.
Efterårsprogrammet er klar med emner, som lederne står for, og besøg af børnekonsulenter samt ture ud til Johanne og Regnar på Odderupvej. Der foregår også noget med leg, spil og kreative aktiviteter i løbet af eftermiddagen.
Kontakt lederne for mere information
Spilopperne mødes på Hjemmet torsdag eftermiddag kl. 15.30 – 17.00 undtagen i efterårsferien.
Der er mulighed for at blive hentet i børnehaven/SFO, og der er saft og kage i klubben som det første på programmet.
Flere oplysninger fås ved kontakt til lederne: Laila Damtoft Larsen 2444 5972 eller Jonna Jensen 3020 9629.