Sol og sommerfest i Ådum

Juni måned sluttede med fire dages sommerfest i Ådum, og vejret var til arrangementer både i teltet og i det fri.

Det første på programmet var midsommer- og familiegudstjenesten i teltet, hvor sognepræsten Hans Petur Kirkegaard prædikede, og der var fælles kaffebord bagefter.

Kagebagekonkurrence

Igen i år var der kagebagekonkurrence til sommerfesten. Flotte kager blev indleveret til torsdag aften, hvor der også var banko. Kagedommerne var igen i år Monica Olesen og Lise Hedevang, som begge har en bageruddannelse. De kårede Alex Tutunaru for den mest fantasifulde, Benny Knak for den bedst smagende og Åse Hedevang for den flottest pyntede kage. Alle kunne senere på aftenen nyde alle kagerne fra konkurrencen til kaffen.

Banko og gode gevinster

Omkring 100 deltagere sad klar, da Banko-opråber Charles Pedersen gik i gang og med høj og klar stemme råbte de mange tal op og krydrede med muntre bemærkninger, mens det store bord med gevinster efterhånden tømtes. Mange erhvervsdrivende, forretninger og private har støttet det lokale foreningsarbejde. Spillerne havde spændingen, og mange fik også noget med hjem.

Grillaften

Fredag aften blev en hyggelig aften, hvor Anker havde grillen klar, og alle selv havde kødet med. Børn og voksne hyggede sig på pladsen og i de gode omgivelser.

Fodboldkamp og festaften

Lørdag bød på ’Sjow lørdag’ ved købmanden (særskilt artikel). Om eftermiddagen blev kampen ’Danmark-Rumænien’ spillet på Ådum stadion. Ådum-Old Boys havde ikke fuldt team og blev suppleret med to unge Ådum-spillere. Der var ikke gode målchancer for rumænerne, som måtte se sig overvundet af det forstærkede Old-Boys hold med resultatet 1-8.

En fin aftenfest i teltet sluttede årets sommerfest i Ådum.