Lørdag den 9. juni mødtes et hold guldkonfirmander på deres gamle skole i Ådum sammen med førstelærer Kristen Sørensen.
For halvtreds år siden blev de konfirmeret af pastor Olav Kinch og var dengang 21. Tilslutningen var god, idet 18 havde taget imod indbydelsen. En fra holdet er død.
Gensynsglæden var tydelig at mærke. Kun en enkelt gang i 1988 har de i mellemtiden været samlet.
Lokale tog initiativet
To af de lokale, Lene Bjørslev og Karen Bang samt Bjarne Johannesen fra Ølgod var initiativtagere og havde kaffe og rundstykker klar i klublokalet. Snakken gik godt efter de mange år, og deltagerne var med det samme på bølgelængde.
Rundtur og livsberetninger
Skoleleder Helle Grønkjær viste de tidligere elever rundt på skolen, hvor genkendelsen gav en god fornemmelse, og oplevelser blev genopfrisket. Børnehave og vuggestue, som er kommet til siden, blev også vist. Samværet fortsatte i klublokalet med en beretning fra hver enkelt. Håndmadder stod klar og blev fortæret inden byrundtur og besøg i kirken.
Hjemmeadresser søges på arkiv.dk
Tiden gik hurtigt, og guldkonfirmanderne nåede ikke at se billeder og tekster, som Lene Bjørslev, medarbejder ved Ådum Lokalarkiv, havde fundet frem om huse og gårde, hvor de forskellige kom fra. ”Det var vigtigere at få snakket efter tyve år,” siger Lene og henviser til, at alle kan gå ind og søge på arkiv.dk
Dagen sluttede i Bowlingcentret i Tarm med spisning og fortsat hygge samt ønske om at mødes igen.
Billedtekst:
Bagest fra venstre: Margit Thestrup, Aase Kiesbye, Bendt Dahl Jensen, Bjarne Johannesen, Simon Kinch, Heine Møbjerg Nielsen, Thorkild Sparvath, Bent Pedersen, Niels Jørn Kjeldsen, Jens Kurt Nielsen, Lene Bjørslev, førstelærer Kristen Sørensen og helhedsleder Helle Grønkjær.
Forrest fra venstre: Anna Marie Moustgaard (f. Forum Jensen), Else Marie Petersen, Anna Lise Eskesen (f. Iversen), Hanne Forum Jacobsen (f. Jensen), Else Broberg Nielsen, Anny Hansen (f. Eskildsen) og Karen Bang.







