Triatlon i Idrætsbørnehaven

For de fire-seksårige børn og deres pædagoger i Ådum Idrætsbørnehave toppede Sundhedsugen med en triatlon den sidste dag.

Svømning

De tre discipliner blev gennemført med stor entusiasme. Den første foregik i svømmehallen i Tarm, hvor børnene viste, at de kunne meget mere, end pædagogerne troede. De svømmede og rutsjede for fuldt tryk.

Cykling og løb

I Spejderhuset ventede børnehaveleder Susanne Johansen med frokost, som blev nydt inden cykling. Der blev trampet i pedalerne. Nogle nåede op over 30 omgange. Efter en lille pause og muffins fra Oana, var energien i top. I hvert fald blev det til mange omgange banen rundt. Nogle nåede op på næsten fem kilometer!

Flag og velkomst

Et stort øjeblik var det, da de 16 børn stod ud af Folmanns bus ved indkørslen til skolegården. Her stod forældre og søskende og svingede med flagene.

Guldmedalje og champagne

Christina Fjeldsted holdt talen for de super seje og udholdende børn i gennemførelsen af deres egen mini-Triatlon. Der var en højtidelig overrækkelse af guldmedaljer og ’champagne’ til børnene samt flot opdækning i multirummet med rådhuspandekager, muffins og frugt til alle.