Pilgrimsvandring i Hoven

Den årlige pilgrimsvandring i søndags i Tarm Pastorat begyndte med gudstjeneste i Hoven kirke. Vejlevej var mere trafikeret end ellers en søndag morgen. Deltagere fra de vestligere sogne var på vej og en enkelt bus ligeså med weekendens elever fra Blåkilde Ungdomsskole. Kirkebænkene og ekstra stole kom i brug til de 165, som kom og fyldte kirken.

Gudstjeneste inden tur

Formand for menighedsrådet Arne Eskildsen bød velkommen til Hoven og skønne steder, som de glædede sig til at vise frem. Sognepræst Hans Petur Kirkegaard citerede blandt andet Augustins ord om det urolige hjerte, som finder sin hvile hos Gud, og han opfordrede til at lægge alt det, man kunne tænke sig til side og blot nyde at gå.

Rutevejledning

Organist Anne Kirk Larsen sluttede med opmuntrende harmonikamusik med vandremelodier, inden Niels Najbjerg fra pilgrimsudvalget orienterede om ruten.

Seværdig rute

Turen overgik forventningerne. Vejret gjorde sit, idet solen skinnede fra en skyfri himmel, og temperaturen nåede op på 20 grader. Rutens første stop var ved Tømrerfirmaet Uhrbak, hvor kaffe og boller fra Blåkilde blev nydt. Videre viste de små skilte vej ad stier og langs marker omkring Hoven og Omme Åer og deres sammenløb. På udsigtspunktet Store Stridbjerg fortalte Niels Åge Thomsen om vandreklitterne, som lyngen har bredt sig over og om skove og plantager omkring Hoven.

Stille-rute undervejs

En smuk strækning langs tidligere dambrug var markeret som stille-rute, og skilte med gode citater og bønner var sat op til eftertanke.

Suppe til alle

Efter afslutning i kirken var der rettet an med suppe uden for konfirmandlokalerne. Suppen var kogt på okseben af Claus Meiner, som havde fire store, fyldte termospande med bag i bilen. Der var god afsætning på den velsmagende suppe, og vandrerne hyggede sig efter turens mange indtryk.

Forsyning og jakketransport

Et par biler fra udvalget havde været ude på ruten med både vandforsyning og rosiner. De havde fået ikke så få jakker og trøjer med tilbage, så vandrerne slap for at bære på overtøj i det varme vejr.