Fællesmødet om Ådum Børneunivers

Arbejdsgruppem omkring Ådum Børneunivers inviterede sidst i januar til fællesmøde omkring bevarelsen af Ådum Børneunivers.

Tiden var sat af fra kl. 17.30 til 20, og imens blev der sørget godt for de børn, som var med.

Velkomst ved Niels Møller Hansen

58 voksne samledes i gymnastiksalen, hvor burgere og drikkevarer som det første blev nydt ved bordene. Niels Møller Hansen udtrykte i velkomsten sin glæde over den gode opbakning og understregede, hvor vigtigt det er, at alle er klar over værdien af, at vi har vores egen skole i forhold til byen, købmanden, kirken, det daglige liv, hushandler med mere. ”Det er vigtigt, at vi føler et ejerskab for vores lokale skole,” understregede han.

Bjarne Jørgensens oplæg

Skolebestyrelsesformand Bjarne Jørgensen nævnte i sin velkomst, at midler fra private personer og fonde har gjort det muligt med god markedsføring. Boy Boysen Marketing har optaget gode klip med nuværende og tidligere elever, forældre og omkring skolebussen og lagt ind på Facebook. Disse klip vil blive lagt ind igen til forår.

Flyers er delt ud i Tarm og Ølgod, og der er holdt en dag med Åben Skole. Efter den åbne dag fik skolen tre elever mere. ”Vi må gøre en indsats ud fra den kendsgerning, at det er vigtigt med skole for sognet,” sluttede formanden.

Sammenhold og ejerskab

Tonny Sørensen fra Vestjysk Marketing gav et oplæg med overskriften: ”Sammenhold og ejerskab”.

”For at sætte det i gang i et samfund som her, skal der ske forandringer,” sagde han. ”58 deltager i dag, og det er 25% af Ådums befolkning. Sammenhold er en kreds af mennesker, som står sammen i med- og modgang. Alene kan vi meget, men sammen kan vi alt. I det nære område mobber man ikke sine forældres venners børn!

Det er vigtigt, at få fortalt ’den gode historie’, så endnu flere kommer til at kende Ådum Børneunivers. Ejerskab betyder, at man engagerer sig og er med i en proces.Vi er selv de bedste ambassadører!

Frivilligt arbejde er der masser af. Tag Ja-hatten på og allervigtigst er, at man kigger på sig selv og stiller spørgsmålet: ”Hvad kan jeg bidrage med?” – og så gør det 100%!”

Fritidskonsulent i Ringkøbing-Skjern kommune Karen Teglgaard tog herefter over.

Tonny Sørensen, Vestjysk Marketing, holdt et oplæg på fællesmødet den 23. jan. omkring bevarelse af Ådum Børneunivers. Herefter fortsatte fritidskonsulent i Ringkøbing-Skjern kommune Karen Teglgaard med aftenens sidste programpunkt.

Karen Teglgaard delte deltagerne i 10 grupper, som skulle give svar og ideer til hendes udkast på 6 forskellige plancher.

Højt aktivitets niveau

Den aktivitet, som Karen Teglgaard satte i gang, gav et meget højt aktivitetsniveau, og de voksne gik lige på og hårdt, og der kom et godt resultat ud af gruppearbejdet.

Opsamling fra dialogen gav 130 ideer/udsagn fra de voksne og 55 ideer/udsagn fra de unge. Der var 25 børn i skolepligtig alder, og de svarede også på nogle spørgsmål.

Efter en aktiv aften rundede Niels Møller Hansen af og understregede: ”Gør vi noget, er der chance for, at vi får noget.

Udmelding efter mødet

”Arbejdsgruppen er meget tilfreds med alle disse udsagn, som vi nu kan arbejde videre med, og efter vores næste møde sidst i februar, vil ideerne tilgå alle deltagere, så man kan se, hvad der kom ud af aftenen.