Den første hverdag med sne

Uden for Ådum Idrætsbørnehave er der mandag over middag fuld aktivitet med plastkælke, skovle og spande. Der er masser af muligheder med skråningen og på legepladsen foran.

Der bliver taget mange kælketure, og vejret er ikke så koldt, som man kunne tro. Sneen har været ventet længe af både små og store.

Diana oplever sne for første gang

Ikke mindst blev et stort ønske opfyldt for udvekslingsstudent Diana Escalante Campos fra Mexico. Diana har aldrig før oplevet snevejr og sne!

Sammen med børnene var hun hurtigt med på alt det sjove, man finder på i sneen på en vindstille, hvid dag.

Diana har været i Børnehaven siden sommerferien og er blevet rigtig god til at tale og forstå dansk.

Diana tager på højskole

Ikke mindst takket være børnehavebørnene er Diana kommet så vidt med dansk. Børn er gode læremestre, understreger hun. Diana har under opholdet også været aktiv i Ådum I&U inden for gymnastikken og i Ungegruppn.

Efter jul flytter Diana fra Ådum for at få et ophold på Odder Højskole. Hun vil dog stadig have tilknytning til Ådum med Lone Bech og Øjvind Christensen som kontaktfamilie.