Den kunstneriske åre er ikke stoppet i Ådum med Ella Funch og de lokale kunstnere omkring Rosendal Kunsthandel.
Peder Olesen, som gør en stor, frivillig indsats for at holde byen pæn og indbydende for alle at færdes i, udkastede for et par år siden en idé, som vil blive synliggjort i kraft af ny kunst til Ådum.
Kunst fra Træsymposiet 2017
Hans Laurids Pedersen og Niels Møller Hansen har med relation til Ådum Borgerforening taget udfordringen op. Tre kunstværker fra Træsymposium 2017 i Ringkøbing er nu indkøbt og blev afleveret i Ådum onsdag eftermiddag.
Skulpturerne bliver ikke sat op nu, men opbevaret vinteren over i en lagerbygning på Skodsbølvej. Der er endnu ikke taget stilling til, hvor i byen de bliver placeret. En kommende lokal Kunstgruppe vil være aktiv i afgørelsen omkring en eventuel Kunst- og Skulpturpark i Ådum.
Skulpturer modtaget med optimisme
Kunstværkerne blev afleveret af en af kommunens lastbiler med overværelse af de to initiativtagere i Ådum og formand for Kunstudvalget Gitte Kjeldsen, Ringkøbing samt Gunnar Thorup, Kunstforum, Tarm.
For alle borgere er det et spændende nyt projekt at se frem til.







