Børn i Ådum bagte for en sag

I Ådum Idrætsbørnehave og SFO har kreativiteten udfoldet sig de sidste uger op til efterårsferien. Igen i år var Ådum tilmeldt det landsdækkende projekt ”Bag for en sag”.
Forældre, bedsteforældre og alle interesserede var inviteret til stort kaffebord og salg fra boder onsdag eftermiddag før ferieugen.

Stort kagebord og boder

Børn og ledere havde kaffe på kanden og et fristende tag-selv-bord. Der var bagt, lagt pynt i fine farver på kagerne, skrællet og kogt æbler, og det blev nydt alt sammen i hyggeligt samvær.
Boderne var åbne, hvor børnene solgte gaveæsker, dekorerede glas, blyantsholdere, smykker, lakrids- og saltmandler samt meget andet, som de sammen lavede sammen i tiden op til.

Foreløbig indkommet beløb

Der indkom 2.527,50 kr i kontanter fra salget ved boderne og kaffebordet. Der blev også betalt med MobilePay, men den opgørelse er ikke kommet endnu.
Det samlede beløb går til ”Børns vilkår”. Organisationen giver blandt andet hjælp gennem BørneTelefonen, hvor alle børn og unge kan ringe gratis ind og tale med en voksen og få gode råd og vejledning.