Ådum Børneunivers var åben i lørdags. Vejret indbød ikke til at opholde sig ude, men indenfor i skolens lokaler var der gæster i hele åbningstiden. Både børn, forældre og bedsteforældre med flere havde taget imod invitationen.
Lærere og pædagoger viste rundt og fortalte om, hvordan hverdagene forløber og er planlagt til børnenes bedste. Der lægges vægt på fællesskab og sammenhold. Plancher på væggene i klasselokaler og gange understreger,
at undervisningen er både differentieret og vægter det faglige indhold.
Goodie-bags til børn
På flere måder var der sørget for en god oplevelse af besøget på Ådum Børneunivers.
Skolebestyrelsesmedlemmer, forældre og den nyoprettede arbejdsgruppe bød på gode og gratis
oplevelser til alle, som kiggede indenfor.
150 spændende goodie bags var pakket og var en gave til børnene. Langt de fleste blev udleveret i dagens løb.
Godt til ganen
I skolekøkkenet serverede frivillige varm suppe dagen igennem, tre slags, som elever på hjemkundskabsholdet havde lavet dagen før.
Stor søgning var der til pølsevognen i gården, også betjent af frivillige. Der var bestilt et par hundrede pølser hos købmanden. Selv om det regnede, var der alligevel god afsætning på gratis pølser, brød og drikkevarer.
Inden døre var der kaffe og kage på kanden både i Tal dansk Cafeen, Børnehaven og flere steder.
Et tilbud til overvejelse
Dagens formål var da også, at nye elever skulle få lyst til at melde sig ind og blive en del af fællesskabet, som råder i alle Børneuniversets afdelinger.
Der er skolebus, som gerne henter og bringer elever på tværs af sogne- og regionsgrænse.







