’Fodboldlandskamp’ Rumænien-Danmark

Der var stor forventning til Fodboldlandskampen Rumænien/ Danmark, som blev spillet på Ådum Stadion i forbindelse med lørdagens store Åbent Hus arrangement på Børneuniverset.

De to Serie 5 hold fra Skjern og Ådum spillede en spændende og aktiv kamp, selv om forholdene var noget vanskelige på den våde bane, hvor regn og byger passerede hen over det meste af spilletiden.

Man måtte også konstatere, at færre tilskuere end ellers lagde vejen forbi. Kun de få trofaste fulgte hele kampen i ly fra overdækkede pladser.

En spændende kamp

Rumænerne lyste trods alt op i deres turkis-trøjer. Og der var forventning og positiv stemning med en oplevelse af godt spil under hele kampen fra både Skjern og Ådum.

Kampen endte med en sejr til det rumænske hold med resultatet 4-2.

Alex Tutunaru, anfører på det rumænske hold, var godt tilfreds trods de ugunstige forhold, og det var næstsidste udendørskamp.

I vintersæsonen spilles der i Ådumhallen.