Sommerferien er forbi

En lang sommerferie er nu sluttet. I den sidste og syvende ferieuge var her faktisk mange børn, som udtrykte forventning til skolestart og syntes, ugen gik for langsomt.

Mandag morgen mødte skolebørn og forældre op i skolegården på Ådum Børneunivers i solskin og god stemning. Pedellen Ernst Kviesgaard hejste flaget, og et par morgensange blev sunget.

Velkommen

Skoleleder Helle Grønkjær bød velkommen til det nye skoleår og orienterede om dagens program. For lærerne var det ikke første dag, og forberedelserne var gjort til en god opstart. Inger Nielsen introducerede nulte klasse for deres skolevenner i 4. klasse, som hilste på skolens yngste og gav dem en venskabsbamse.

Forældre blev inviteret med i klasserne i de to første timer, hvor klasselærerne var sammen med deres klasse. Derefter var der kaffe og rundstykker, som de fleste forældre nåede at få, inden de måtte videre på arbejde.

En tur rundt i klasserne viste, at tiden med klasselæreren blev brugt på både ferieoplevelser, skoleskema samt indhold og forventninger til nye skoleår.

Aldersintegreret undervisning

Nulte klasse startede op sammen med 1. og 2. klasse. De tre klasser får mange timer sammen og med to lærere i de fleste fællestimer. Gruppen har fået navnet ”Krudtuglerne”. Klasselærer i nulte, Inger Nielsen, kommenterede om navnet, at man skal bemærke, at ugler er kendt for at være kloge

Nyt skema

Efter pausen var der undervisning, og det nye skema blev hermed taget i brug allerede første dag.

Morgenmotion med ”Høj puls” og morgenmadstilbud er fortsat den gode begyndelse på hver skoledag.