”Alle kirker synger” er en time med fællessang og fortælling sidst på eftermiddagen på hverdage. Det foregår en gang om måneden på skift i kirkerne i Tarm Pastorat.
Torsdag den 20. april kl. 17.00 -18.00 er der ”Alle kirker synger” i Ådum kirke, hvor alle fra sognet og pastoratet er velkomne til at være med.
Et spændende liv i et lille sogn
Med temaet ”Et spændende liv i et lille sogn” vil Jytte Bjørslev og Hans Laurids Pedersen fortælle engagerende beretninger om livet, som det udfolder sig i et spændende miljø i Vestjylland.
Forårets komme og fællesskabet vil blive
understreget gennem aftenens sange og salmer, som de har valgt.
Både Jytte Bjørslev og Hans Laurids Pedersen engagerer sig i lokalsamfundet og er kendt som gode fortællere, så uden tvivl vil det blive en indholdsrig time for alle, som kommer.







