Husmødre og -fædre på oplevelsesrig tur

De 26 deltagere i Ådum Husholdningsforenings tur til Flyvestation Karup fik et godt indblik i, hvad der foregår inden for hegnet i Danmarks største militære anlæg.

Megen information

Kontaktbefalingsmanden Jørgen tog imod til bustur i området, der er på 2900 hektar. Jørgen fortalte om flyvestationens historie, som begyndte i 1940. Tyskerne byggede den på tre måneder og en uge. De opererede her fra og havde 17.000 ansatte, da de var flest, – frem til 12. maj 1945, hvor de måtte overgive sig til englænderne.

Med bus rundt

Forsvaret overtog flyvestationen i 1947 og udbyggede den sammen med NATO. Der var mange bygninger at se fra bussen, som kørte få af områdets 80 km vej. Jørgen havde valgt tre steder, som gruppen kom ud at se nærmere på.

Draken fly, brandstation og helikoptere

Det første var Draken flyene, som blev brugt 1970-93. Dernæst brandstationen fra 1952 med de store gule brandbiler, som kan sende 9 tons vand ud på 2 minutter. Mellem 100-150 gange om året rykker de ud inden for området og til den civile Karup Lufthavn. I en 20.000 m² stor bygning holdt redningshelikopterne. Der er 14, men tre er altid i beredskab i Ålborg, Skrydstrup og Roskilde. Helikopterne udfører cirka 600 patientflyvninger pr. år samt andre opgaver, blandt andet har tre helikoptere været i Afghanistan.

3.000 har deres daglige arbejde på Flyvestationen, og 65-70 soldater aftjener deres værnepligt her.

På soldaterhjemmet

Et godt kaffebord på KFUM’s Soldaterhjem afsluttede det interessante besøg i Karup. Soldaterhjemslederen fortalte, at soldaterne i deres fritid kigger indenfor til en kop kaffe, en ret mad, spil, hygge eller aftensang.