Førskoledag på Ådum Børneunivers Den 21.01.2017

Den kommende nulte klasse var inviteret til førskoledag på Ådum Børneunivers i onsdags. Det blev en god og afvekslende dag.

Rundvisning på Universet

Dagen begyndte med ”høj puls” sammen med skolens øvrige elever. Derefter gik de turen rundt på skolen i følge med deres kommende lærer, børnehaveklasseleder Inger Dam Nielsen. De begyndte hos skoleleder Helle Grønkjær og kiggede også ind til Lone Fjeldsted Hansen på kontoret ved siden af, inden de fortsatte rundt på skolen.

Nulte klasses lokale

Resten af dagens indtryk fik de fire kommende elever, to piger og to drenge, sammen med deres lærer, som var klar med forskellige aktiviteter.

Der var sang og musik, små opgaveark, opgaver på tavlen at løse i fællesskab og endda lidt lektier at tage med hjem. Det blev der spurgt efter ved sidste års førskoledag, så nu havde Inger også det klar.

En legetime hørte med til dagens program.

Gik I glip af dagen

Hvis nogen gik glip af dagen, er der selvfølgelig fortsat mulighed for tilmelding.

På skolen er man rigtig glad for dem, som var med, men vil også gerne være lidt flere.

Mere information ved Helle Grønkjær på telf. 9974 2521 eller 5129 4019.