Ådum Idrætsbørnehave vandt præmie fra BabySam

Det var en stor dag for børn og personale i Ådum Idrætsbørnehave og Vuggestue, da Brian Fredslund kom på besøg torsdag formiddag.

Brian Fredslund kom ikke i lokalt ærinde, men som konsulent for BabySam Institutionssalg, der sørger for miljørigtigt legetøj i en helt anden stærk kvalitet end almindeligt.

Heldige vindere

I BabySams julekatalog var der en tegnekonkurrence, hvor gevinsten var stor – nemlig legetøj til en samlet værdi af 5.000,- kr. Her deltog børnehavebørnene i Ådum og vandt! Derfor var Brian Fredslund til stede ved overækkelsen af det spændende legetøj, som fyldte et langt bord i børnehavens alrum.

Det var Bjørnene, førskolegruppen, der havde tegnet den store vindertegning, som var blevet udtrukket.

Gaverne pakkes ud

Da det store gavebord var beundret og nøje kigget efter, delte lederne børnene i små grupper til fælles udpakning. Også vuggestuebørnene var med.

Brian Fredslund havde blandt gaverne noget, som kunne være passende for de helt små, og det vakte glæde.

Heldigvis var gaverne synlige i gennemsigtig pakning, og de forventningsfulde børnehavebørn lukkede op til legetøj, som vakte forventninger og planer om kreativitet og leg.

Udviklende kvalitetslegetøj

Ikke bare en spændende eftermiddag lå foran, men et varigt udvalg af udviklende legetøj vil være til glæde for alle børnene langt fremover.