Ådum kirke var smukt og kreativt pyntet til høstgudstjenesten i søndags.
Kirketjener Helle Bom havde hentet aks og neg ind og lagt foran alteret, flotte buketter i efterårets farver prydede rummet og våbenhuset sammen med små buketter ved bænkerækkerne.
Hans Petur Kirkegaards prædiken understregede takken til Gud for alle gode gaver, som Gud giver – ene og alene, fordi han er god, ikke fordi vi er trofaste.
I taknemmelighed fejrer vi høsten ved gudstjenesten.
Alt blev indrammet af flot præ- og postludium, høst og efterårssalmer med dejlig musik, som organist Anna Kirk Larsen ved orglet og Jean-Michel Clemmensen på trompet glædede menigheden med.
En god høst-offergave blev lagt i skålen. I alt 3.100 kr. indkom og fordeles til forskelligt kirkeligt arbejde.







