Den gode historie – juni måned

Den gode historie - juniAt flytte til Ådum

Monika og Mindaugas fra Litauen flyttede til Ådum for otte år siden. Monika er god til dansk og har skrevet deres bidrag til ”Den gode historie”, som følger her:
”Vi flyttede til Ådum, fordi Mindaugas fik arbejde på en kvæggård. Senere fik han arbejde hos Rosendahl Kartofler, hvor han stadig arbejder.
Jeg er færdig på Sprogskolen og har taget en uddannelse som rengøringstekniker på Teknisk Skole i Skjern. Lige nu er jeg dog i gang med en ny uddannelse som SOSU-hjælper.

Den gode historieGlade for børnehaven

Vi har en datter på 5 år, som hedder Adrija. Vi synes, at vi har verdens bedste børnepasning i Ådum. Vi var meget glade for vores datters dagplejemor og var lidt bekymrede, da hun skulle starte i børnehaven. Men vi kan sige, at den bedste børnehave i Danmark, ja,- den ligger i Ådum. Adrija er meget glad for at være i børnehaven.
Børnehaven er ikke ret stor, og det synes vi er godt, for alle børn kender hinanden og får masser af opmærksomhed fra de voksne ansatte.
Vi har ”endnu” ingen erfaring med skolen, men vi tror, at den er et godt sted for vores datter, når hun er færdig i børnehaven.

Tilværelsen i Ådum får en anbefaling

1. Foran butikKøbmanden – det er Ådums ”center”. Det er rigtig godt, at vi har vores egen købmand i byen. Her kan vi møde andre mennesker, som bor i Ådum, og få en snak med dem.
Der er også gode fritidsmuligheder, som vi benytter os af. Vores datter er med til gymnastik hver sæson. Mindaugas har spillet basketball.
Vi boede først på Odderupvej, men for et år siden købte vi vores eget hus på Mølletoften. Vi er meget glade for huset. Hvis nogen af vores venner er på udkik efter nyt hjem, anbefaler vi dem altid at flytte til Ådum, for her bor de bedste folk, og her er den bedste børnehave.
Nogle siger, at de ikke føler sig hjemme i Danmark, men vi kan kun sige, at det gør vi, fordi alle omkring os er venlige og gode mennesker.
Mindaugas har den bedste arbejdsgiver, og vi har nogle gode naboer!