På Stald Tanholm er hestene den store attraktion og ikke mindst de charmerende føl. Der vil være god mulighed for at opleve det hele på nært hold og gå mellem de store folde, hvor hestene udfolder sig.
På ÅBEN ÅDUM dagen, den 22. maj, vil der til ære for publikum dog også være en del heste på stald.
Først i april kom hingsteføllet ”Tanholms Orkan” til verden og lever med sin vitalitet op til navnet. Gitte Fredslund, som driver stutteriet, har helt rede på generationerne. Mor til føllet er ”Tanholms Felicia”, som er fire år gammel, mormor er ”First Lady”, som blev købt, da hun var tre år gammel. Nu bliver hun tretten år og har født seks føl.
Opdræt og opstaldning
Gitte kan fortælle om alle hestene og stamtavler, for det er ikke kun et arbejde for hende, men også et vigtigt livsindhold. Hun er vokset op på gården, der blev drevet som almindeligt landbrug med et par heste på hobbyplan.
Gården er siden omlagt til stutteri for deres egne heste og cirka 15 opstaldede heste. Piger, som har en hest opstaldet, kommer om eftermiddagen eller aftenen for at tage sig en ridetur. Deres heste passes sammen med Tanholms heste, og Gitte er så heldig, at hendes forældre bor på en naboejendom. Hendes far er en stor hjælp i det daglige i stalden, hvor han holder rent foruden alt andet forefaldende arbejde i stald, på mark og shelterplads.
Klinikarbejde
I syv år har Gitte desuden arbejdet i dyrlægebranchen hos HS Hestepraksis, som har klinikker i Skjern, Ikast og på Tanholm. Det betyder nogle dage hjemmefra. Hendes stilling er både klinikchef, hesteterapeut og hestesygeplejerske. Gitte passer telefon, står for tidsbestilling, fører journaler, markedsfører og tager 90% af alle røntgenbilleder.
På Tanholm ligger HS Hestepraksis laboratorium, som Gitte også varetager. Her analyseres rigtig mange gødningsprøver både forår og efterår, så hestenes ormestatus kendes, og hestene kan behandles korrekt. Man kan aflevere gødningsprøverne direkte på Tanholm, men kan også aflevere i de andre afdelinger, eller til en af dyrlægerne eller Gitte ved et besøg, bare det er efter aftale, så der kan sættes tid af til analyserne. På laboratoriet bearbejdes også blodprøver, svabere osv. inden afsendelse til eksternt laboratorium i Tyskland.
Desuden er Gitte diplomeret hestemassør, eksamineret Kranio Sakral Terapeut, certificeret laser terapeut og har taget kurser i akupunktur.
Alt det kommer hestene til gode! Og det er et besøg værd at se, hvordan hestene trives på Tanholm.
Det sker på ÅBEN ÅDUM:
• fremvisning af heste
• ponyridning
• tandraspning








