Indre Mission inviterer indenfor til ÅBEN ÅDUM den 22. maj

Indre Mission 2016Indre Mission inviterer indenfor til ÅBEN ÅDUM den 22. maj. Missionshuset ligger på Vejlevej nr. 89 i Gundesbøl, og der er åbent kl. 10-16.

”Vi byder på kaffe og bager pandekager, ” lyder det fra bestyrelsen, som i dagens anledning lægger forskelligt materiale frem om Indre Mission og arrangementer.

Missionshuset ligger på et græsareal tilbagetrukket fra vejen gennem Gundesbøl. Ingen skiltning fortæller, at det er et missionshus, som stadig er i brug for Indre Missions møder.

Indre Mission 2016Der holdes et månedligt møde, hvor der kommer en taler fra Indre Mission, fra et Ydre Missions projekt, anden missionerende virksomhed eller arrangeres et familiemøde.

Der synges fra sangbogen ”Sange og salmer” og drikkes kaffe sammen, inden møderne slutter.

Husets historie:
Huset blev oprindelig opført som skole i 1898, men overflødigt, da Rosendal skole begyndte i 1909. Forældrene ønskede dog ikke at flytte deres børn til Rosendal, så huset blev friskole indtil 1923, hvor den lukkede på grund af for få børn. I 1926 købte den lokale Indre Mission huset og indrettede det til offentlige møder og søndagsskole.