Der er åbent i arkivets lokaler til ÅBEN ÅDUM kl. 14-16, hvor alle er velkomne til at kigge ind og få et indtryk af, hvor meget materiale, der er samlet om Ådums fortid. Det afleveres som gave fra personer, foreninger og virksomheder og bliver registreret, så det kan findes frem igen fra hylderne.
Vigtige materialer er fotos, breve, dagbøger, protokoller, lokalhistoriske film, kort, skøder, avisudklip med mere. Det er ting, som kan få stor betydning, når nogen prøver at finde oplysninger fra den svundne tid.
Dog mangler der ofte navne på billeder og oplysninger om dokumenter. En del af dette vil være lagt frem, og al hjælp til navne og årstal modtages med tak.
Det er muligt via internettet at finde Aadum stof, som arkivmedarbejderne lægger ind på det landsdækkende system ARKIBAS 5 – på hjemmesiden www.arkiv.dk
Der er kaffe på kanden på søndag eftermiddag.







