Årets pilgrimsvandring begyndte med gudstjeneste i Egvad kirke, hvor 150 deltagere med forventning fyldte kirkerummet.
”Gudstjeneste er vigtig for pilgrimme,” sagde sognepræst Peder-Henning Söderstjerne, som i sin prædiken lagde vægt på, at ligesom der på ruten er pile at følge, er der også gennem livet pile, som viser vej til et mål og til fællesskab med andre.
Efter kirkegangen skinnede forårssolen,
og deltagerne gik i et friskt tempo til en gård med åbent maskinhus. Her var der borde og stole med kaffe og rundstykker fra Kjer’s Brød, som bekom alle rigtig godt.
Små blomsterskilte viste vej til udvalgte områder, og undervejs fortalte Hans Martin Larsen om Egvad Sogns historie. Stednavnet er skriftligt kendt siden 1340 som Ekwath, hvilket hentyder til vadested over bækken ved kirken. Vadestedet fører over til Bisgårde, hvor biskoppen på sin visitats rejse skulle kunne
overnatte på en af gårdene.
Den anden fortæller på turen var Ole Pedersen. Hans forældre købte gård i Foersum i 1947. Naboen, hvis gård var brændte, fik lov at hente sand hos Oles far, og det viste sig, at det var rigtig fint sand til byggeri. Det førte til en betydningsfuld udvinding fra Foersum Sandgrav, som først sluttede i 1976.
Med oplevelsen af flot natur og den idylliske Teglværkssø, blev forventninger til turen godt indfriet
også for deltagere fra flere nabosogne.
På den sidste strækning var der opfordring til at vandre i stilhed, og Karen Marie Ross-Hansen påmindede om, at ro og eftertanke kendetegner pilgrimsfærd.
Der var afsluttende andagt i kirken og derefter varm og velsmagende suppe fra Bechs Hotel. Efter en så vellykket tur er der allerede forventning til turen i Ådum næste år.







