Generalforsamling i Aadum I & U

Aadum I&U var den første i rækken af generalforsamlinger torsdag aften, hvor der ved det efterfølgende valg var genvalg til alle: Jytte Bjørslev, Lone Bech og Helle Andersen.

2015_02_05 lbFormandsberetning til generalforsamlingen i Aadum U & I – Den 25. februar 2016
En beretning er en opsamling / referat af året, der er gået og måske nogle fremtidsvisioner.
Når man læser årets referater, vidner det om, at det ikke har bragt de helt store nye ting frem. Et år hvor udvalgene har arbejdet med deres aktiviteter og arbejdet for at tilbyde de aktiviteter, der kan samles medlemmer til. Det har de gjort godt med tilbud, som I som medlemmer kan bruge. Den største arbejdsindsats ligger tit i at finde de voksne trænere og ledere, som vil tage ansvaret sammen med alle vores dygtige unge ledere, der har en rigtig god uddannelse bag sig, men lige har brug for en voksen til at tage det overordnede ansvar. Jeg kan her kun opfordre til, at nogen prøver at påtage sig opgaverne. Det er ikke bare træls, bøvl og umulige unger, men der er også rigtig mange glæder og gode oplevelser forbundet med det. Det kan jeg tillade mig at sige, da jeg selv har været træner fra jeg gik i 8 kl., og indtil jeg gik ind i bestyrelsesarbejdet.

Det jeg vil trække frem fra året er
Sommerfesten som vi havde i samarbejde med Hallen og Borgerforeningen. Selv om vejret ikke var det bedste, var der rigtig god opbakning til de forskellige dage. Som noget nyt tilbød vi en ungefest om fredagen, og med hjælp af Sarah og Laila, som brugte deres viden og netværk, blev det en fantastisk aften med over 100 unge mennesker, som havde en rigtig god aften. Ellers var det de sædvanlige aktiviteter som fodbold, poker, forskellige konkurrencer, familiegudstjeneste med efterfølgende frokost, grillaften og festaften.
Samlet gav det et pænt overskud, som vi blev enige om at skulle tilfalde Aadum Børneunivers´s skolebus, som er super vigtig for skolen og Aadum sogn, så de kan blive ved med at hente elever ind fra Tarm og Forsum, så vi kan holde børnetallet oppe. Sidste år skrev jeg , vi hentede 6 børn og nu er det 10, så vigtighed af den er stor, da den kun lever af medlemskab, udlejning og donationer. Vi må jo indse, at hvis vi ikke kan beholde skolen, vil det på sigt også gå ud over idrætsforeningen og derefter hallen, da børn jo gerne vil dyrke idræt sammen med deres skolekammerater, og det kan derfor nemt blive i Tarm.

Sommerskolen vil jeg nævne, igen i år var der mange børn der tog imod tilbuddet, og havde en aktiv uge sammen med vores ung ledere, skolemødre og madmødre. Tak til alle og især Tina Knudsen og Majbrit Jespersen for at planlægge det hele.

Spinning er et andet emne, jeg vil tage op, vi har nu 3 instruktører hvilket har gjort at vi har fået flere medlemmer.

Fodboldudvalget tog et nyt initiativ. I december afholdt de et fodboldstævne for oldboys, et kæmpe stort stykke arbejde, og mon ikke der er mulighed for at det kan være en tilbagevendende begivenhed.

Ungeudvalget har igen lavet gode aktiviteter for ungegruppen, dejligt at vi kan blive ved med at skabe et hyggeligt social og aktivt miljø for de unge fra 5. kl og opefter, så de har et sted i Aadum hvor de kan hænge ud sammen på tværs af alder og skole.

Uddannelse er noget af det vigtigste vi kan tilbyde vores trænere, ledere og udvalg. Selv om vi får et stort tilskud fra kommunen er det også noget der koster. Vi er dog af den opfattelse, at der ikke må spares på det område og det er meget sjældent vi siger nej.

Vi har fået forskellige muligheder for at få sponsorpenge. Vi har en fast aftale med Landbobankn, med OK har vi en aftale med, dvs. at når man tanker ved dem får vi 6 ører pr l. og det koster ikke den der tanker noget. Jeg kan jo derfor kun opfordre jer til at få et OK kort og dermed hjælpe foreningen, vi har jo ikke længere en støtteforening til at hjælpe os.
Regnskabet 2015 viser et underskud på knap 10.000,00, der ligger nogle engangsbeløb i reparation af gymnastik redskaber, petanquebane og pølsevogn som vi har overtaget fra støtteforeningen, der vil komme yderlige rep. I det nye år.
Til sidst men nok det mest vigtige en tak til alle vores ledere, trænere og udvalgsmedlemmer. I gør et fantastisk stykke arbejde, og der kan ikke takkes nok. Det er så dejligt at I brænder for jeres aktivitet og at I lægger jeres kræfter Aadum I & U, og igen kan der kun opfordres til at andre også melder sig ind og vil være med til at gøre en forskel for de børn, unge og voksne medlemmer vi har i vores forening.

En tak skal også lyde til Hallen og Borgerforeningen for samarbejdet omkring sommerfesten, også de daglige samarbejder som også gælder Aadum Børneunives, købmanden, lokale firmaer og sidst men ikke mindst alle vores medlemmer.