Et væddemål satte skub i arrangementet af det første indendørs oldboys fodboldstævne i Ådum Hallen.
Karen Bang mente, det ikke ville blive til noget, og væddede med Benny Knak. Da stævnet åbnede lørdag over middag med syv tilmeldte hold, overrakte hun som den tabende part en flaske vin til Benny Knak, hvorefter tre timers tempofyldt fodbold startede.
Hvert hold var lovet 4 kampe. Der var afsat otte minutter pr. kamp
og et minut til at skifte på. Holdene var på fire spillere og eventuelt med en udskiftningsspiller.
Kampene blev fulgt med stor interesse fra sidelinjen, hvor publikummet voksede hen over eftermiddagen. Fire hold placerede sig til finalen.
Efter en kort pause sidst på eftermiddagen begyndte den spændende og intense finalerunde på seks kampe, som indplacerede vinderholdene.
Der var gode præmier til vinderne, idet mange sponsorer havde støttet initiativet. DGI og Ådum I&U stod bag denne første Dansten Cup med Benny Knak som stævneansvarlig.
1. præmien på 5000 kr gik til Restaurant ”Tante”, Lemvig, 2. præmien på 3000 kr blev i Ådum til Dansten spillerne, Brande fik 3. præmien på 6 x gavekort a 500 kr. og til Bonderøvene var der 6 x Rom + 6 x Rødvin på 4. præmien. Derudover blev flere hold præmieret med rødvin.
Der var en præmie på 1000 kr. til stævnets bedste spiller, som blev udpeget af fire lokale. Blandt de mange dygtige spillere faldt valget på Thomas Thomasberg, tidligere FC Midtjylland og træner i Fredericia og Randers.
Der var tid til at få drøftet eftermiddagens højdepunkter over nogle stykker smørrebrød, som stod klar til spillerne i klublokalet, inden man skiltes.







