Adventsspiralen blev tændt torsdag sidst på eftermiddagen i Idrætsbørnehaven i Ådum. De 14 børn, som deltog, fik en uforglemmelig oplevelse, da de sammen tændte granspiralen i det mørkelagte multirum, hvor kun levende lys kastede deres skær ind over den højtidelige tænding.
Børnehavens leder Susanne Johansen sagde i sin velkomst til forældrene:
”En flok meget forventningsfulde børn venter derude. Vi har inviteret til en adventstradition her i børnehaven og en af flotte!”
En efter en gik børnene ind i midten af spiralen og tændte deres lys, som de bar tilbage og satte sig med i rundkredsen, der dannedes og blev sluttet af den sidste lysbærer.
Børnene sad helt stille og nød sammen med deres forældre de kendte toner fra den dæmpede julemusik.
Som afslutning blev ”Et barn er født i Betlehem” og
”Nu tændes tusind julelys” sunget som fællessang. Herefter var der hygge og samvær med æbleskiver til alle.







