Ådum Idrætsbørnehave inviterede for nylig til mor-barn dag. I dagens løb blev der brug for alle sanser og sat fokus på berøring og massage.
Børnene var delt i grupper, som kom rundt og prøvede, hvad pædagogerne havde stillet frem og gjort klar.
Med bare fødder gik Svaler og Lopper tur på bakker med blade, kartofler, pastaskruer, koldt og varmt, inden de skulle til at bruge tæerne til at samle vatkugler op med og give dem til hinanden.
Fødder og hænder blev masseret, der var fodbad, og mange ting var samlet sammen og lå i en spand lige til at føle på.
En god historie manglede heller ikke. Massagehistorien om Orme-Orla blev forstærket af mødrene,
som sad bag barnet og skulle gøre historien ikke kun hørbar, men også følbar.
I vuggestuen fik de små massage i håret med noget lignende et piskeris, og på ryggen blev de masseret med hænder og nubrede bolde.
Ingen tvivl om at tiden var brugt godt, for der var både appetit og hyggeligt samvær omkring frokosten, som Helle i køkkenet serverede. Ikke mindst lod mange sig friste af de lune tærter.







