Sæsonen er indledt for madlavningsholdet i skolekøkkenet på Ådum Børneunivers. Hver anden torsdag aften frem til april vil der være gang i gryder og pander, som håndteres af holdet på tolv herrer.
Tidligere var der en underviser, men de sidste seks år har deltagerne selv stået for aftnerne. De har fordelt sig to og to og skiftes til at købe ind, skrive opskriften og lede arbejdet.
Knud Mogensen og Villy Christensen lægger stort ud den første aften med stegte ål og stuvede kartofler, en sensommerspise, der regnes for en rigtig herreret. Det fremgår da også af opskriften, at der er købt ind til mænd. (En parentes angiver vægt og mål for blandet selskab af herrer og damer).
Knud Mogensen leder åleholdet. Der er effektivitet i forberedelsen. Ålene ridses i ryggen for fedtudtrækning, skæres i passende stykker og rystes i en plasticpose med rugmel, inden de steges med 20
stk. pr. pande.
De kogte kartofler skæres i ’mundrette’ stykker, før de vendes i saucen. Erik Pontoppidan pointerer, at Erika kartoflerne er de helt rigtige til stuvning.
Magnus Kolby har lavet en speciel æble/pære mos og tilsat revet perrod. Mosen fremhæver ålens velsmag.
Ved ovnen lærer Villy Christensen sin fornemme kunst fra sig. Der bages sprøde vafler, som skal fyldes med flødeskum og nydes til kaffen til sidst. Villy holder øje med ovnen og viser, hvor tyndt dejlaget skal være og hurtig rulning omkring kegle af træ.
Med renvasket dug på bordet og pæn opdækning nydes maden til medbragte drikkevarer.
Alle sætter pris på det sociale samvær og nydelsen af et veltillavet måltid.
Udgifterne deles man om, lige så opvask og oprydning til sidst.







