Spændingen omkring Ådum-revyen 2015 blev udløst ved to festlige og fornøjelige forestillinger i Ådum Forsamlingshus.
Lattermusklerne blev rørt, og stemningen var helt i top både ved fredagens generalprøve, hvor der inden blev serveret smørrebrød, og ved det store arrangement lørdag med tre-retters middag og efter forestillingen dans og natmad. Begge aftener var der fuldt hus og bragende bifald.
Stort og småt i Ådum
Mikael Andersen, forsamlingshusets formand, sagde i velkomsten, at det er en amatør-revy, men kan næsten ikke kaldes det med de mange år, spillerne har været med. ”Læn jer nu tilbage og tag imod med åbent sind,” sluttede han.
Det afvekslende program holdt tilskuernes opmærksomhed fangen, og man sugede de virkelig morsomme og genkendelige tilbageblik til sig. Programmets aktuelle scene-overskrifter løftede forventningen.
Sladderbænken var blevet afløst af ”Vindueskiggerne”, der afslørede småuheld, som implicerede forgæves
har troet at være sluppet usete fra, og det gjaldt om dagen og med en natkikkert også natten med. Scenen ”Man ska’ høre møj, før æ øre falder aw” var desuden fuld af grinagtige afsløringer.
Helt aktuelt kom forplantningseksperten Hans Viril på scenen med masser af gode forslag og hjælpemidler til, at vi kan blive flere i Ådum. Nogle indtryk fra det lokale BMI-hold og Ådums mange golfspillere manglede heller ikke.
Revyen havde selvfølgelig både en start- og slutsang og masser af dejlig sang og musik i programmet. Der var blandt andet ”Græsrodssangen”, ”Købmand Brians vise”og ”Pensionistsangen”, ja, selv noget så enestående som ”X Factor a la Øjm”.
Ådum-Revyen 2015 blev spillet for 60 gæster til Caféaftenen og for 125 til festen lørdag aften







