Ådum Børneunivers deltog i den årlige affaldsindsamling i Ådum. Det foregik i fredags, hvor børnehavebørnene samlede papir på legepladsen og sportspladsen.
Børnene fra indskolingen fulgtes ad til de grønne områder og stierne bag byen. Her kunne de samle uhindret af nogen trafik. Og der var noget at komme i de udleverede plastikposer.
Børnehaveklasseleder Inger Dam Nielsen havde på forhånd fortalt om indsamlingen og hele forløbet.
Imens så de ældste klasser videoen, som var optaget fra deres skuespil ved skolefesten aftenen før, og helt tydeligt var de opslugt af at se deres eget spil. Bagefter samlede de affald langs byens fortove, mens de små så videoen.
Idrætsbørnehaven havde tændt op i den store grill udenfor. Som en påskønnelse efter børnenes indsamling
blev der ristet pølser til hotdogs. Og det smagte ekstra godt udenfor i det gode vejr.
Sammen med de voksnes skraldindsamling viser Ådum sig nu forårsren, og forhåbentlig vil det holde længe.







