Den årlige pilgrimstur mellem de fem sogne i Tarm pastorat blev søndag indledt i Lønborg kirke. Det var den femte vandring siden starten i 2011, og med den har rundturen været forbi kirkerne i pastoratet.
Gudstjenesten sluttede med en vandresang: ”Må din vej gå dig i møde, og må vinden være din ven, og må solen varme din kind. Må Gud holde dig i sin hånd”, og det passede godt med Peder Henning Søderstjernas budskab i sin prædiken om Gud som fundament i livet.
Herefter genopfriskede Niels Najbjerg oplevelser fra tidligere år, og en håndsoprækning viste, at også i år var der deltagere fra alle sogne og en del ’udensogns’.
Der var rundstykker og kaffe til alle efter gudstjenesten. Guldbageren i Tarm plejer at sponsorere rundstykkerne, og Marlene og Peter Kjer gjorde det også denne gang! Meget flot, idet de i mellemtiden er flyttet, og nu har butik i Videbæk og Skjern.
Solen skinnede på hele turen, som var planlagt ad stier over engene mellem Lønborg og Tarm. Cirka 150 deltog og gik den 8,6 km lange tur, som var godt afmærket med små skilte. Niels Najbjerg og Jens Hasager Kirk fortalte på hver deres post om, hvad der var værd at lægge mærke til og om stedets historie.
På strækningen, hvor stien var smallest, var der tid til stilhed, fordybelse og til at lytte til naturen.
Og der nok både at se og høre i det panorama, som rullede sig op, og med solens stråler viste sig stærkt og klart i blåt og grønt.
På den såkaldte ”spritter-rute” kom der igen gang i snakketøjet, og de små rosinpakker, som blev delt ud her, hjalp på energien til det sidste stykke vej til Tarm kirke. Her blev der holdt andagt af Hans Petur Kirkegaard, og han sagde tak til alle, som havde lagt et stort arbejde i planlægningen af dagen.
Dagens sidste punkt var suppe sponsoreret af Bechs Hotel. Den blev serveret og nydt med velsmag på Vestergårdsminde. Niels Najbjerg signerede mange diplomer og glæder sig til at høre, hvem der har diplom fra alle fem år!
Der var sørget for, at de mange vandrere ikke skulle gå vejen tilbage til bilerne, men kunne komme med fælles bustransport til Lønborg.
Turen var tilrettelagt af menighedsrådene og vandreudvalget.







