Helt opslugt i godt en time i torsdags sad de små tilskuere fra Idrætsbørnehaven på de forreste rækker i Ådum Hallen, hvor de var inviteret til skolekomedie og så eleverne i Ådum Børneunivers give generalprøve på en fuldtræffer: ”Odin, Thor og de andre”.
Konstitueret skoleleder Helle Grønkjær bød velkommen til bedsteforældre og andre interesserede og fortalte lidt om stykket. En af skolens lærere, Ina
Jørgensen, fik ideen og skrev stykket, dets sange og musik. Helle Grønkjær gjorde opmærksom på, at eleverne selv er med til at skabe replikkerne, så ingen af opførelserne bliver helt ens.
Indledningen til stykket er, at en lærer læser op om de gamle guder uden at få opmærksomhed og ro, og ender så med at overlade det til eleverne selv at kunne alt om de nordiske guder inden to dage, ellers vil den
planlagte udflugt blive aflyst. Eleverne bliver delt med tre på hvert hold og får et link til Odin og Thor.
Og så ruller ellers de gamle guder og deres bedrifter ”online” hen foran tilskuerne. Der blev spillet engageret, orkesteret sørgede for passende underlægning og musik til sange.Et kæmpe arbejde og stor fantasi lå bag kulisserne i strålende farver, dragter og rekvisitter. Hvem havde forstillet sig den kæmpestore Midgårdsorm sno sig frem på børnefødder?
Det hele sluttede godt. Eleverne kom på udflugt, for med computerprogrammet fik de lært den nordiske mytologi.
Om aftenen så 130 forældre ”Odin, Thor og de andre”, og bifaldet ville næsten ingen ende tage.
Efter forestillingen var der godt salg fra 5. klasses kaffebod, hvis overskud går til lejrskolen næste år.
Bright Light Entertainment fra Rosendalvej sørgede for musik og god stemning til diskotek for skolebørnene i klublokalet.







