2014 har igen været et arbejdsår. Udvalgene, trænere og ledere har igen gjort et stort stykke frivilligt arbejde. Det kan man ikke takke dem nok for, uden deres store indsats var der ingen forening. Ud over et mindre vederlag, inviterede vi alle udvalg og deres ledere og trænere til en aften med bøf og bowl som tak for hjælpen, men alle skal have et stort skulderklap for deres arbejde.
Derudover skal vi også takke dem, der springer til ved enkelte opgaver. F. eks.til sommerfesten og andre arrangementer. Til jer, der hjalp på fitness banen, med det store anlægsarbejde. Omkring fitness banen har vi haft et rigtig godt samarbejde med skolebestyrelsen og især Klaus Nielsen, som har været deres tovholder. En person, som skal roses rigtig meget, er Arne Callesen, selv om han fik andet arbejde og forlod lærejobbet på skolen, har han brugt oceaner af tid på at få penge hjem fra fonde. Regnskabet har været et kapitel for sig selv. LAG midler er efterhånden ikke værd at søge, regnskabs aflæggelsen er så besværlig, at Arne og Bente har brugt enorme ressourcer på det, inden det blev endeligt godkendt.
Vi afholdt et kursus i brugen af maskinerne, og har planer om at gentage det igen her i foråret, så man kan gå i gang uden at være bange for at gøre noget forkert og komme til skade.
Indvielsen blev arrangeret med andre aktiviteter i et samarbejde mellem skolen, idrætsforeningen og bus gruppen. Et sponsor løb for skolebørnene gav et pænt resultat, som blev overdraget til bus gruppen, så der er midler til at fortsætte kørslen med elever uden for skoledistriktet. Fra uge 8 drejer det sig om 9 personer, elever, som skolen har stor behov for.
Idrætsforeningen er medlem af bussen. Det betyder, at vi kan bruge bussen til stævner, kampe og lignende, til en fast km. takst.
Dejligt at vi nu kan se på et område, som før ikke var en særlig pæn indgang til skolen, til nu et pænt område, der inviterer til aktivitet og glæde for både skolen og hele sognet og hvem, der ellers kommer forbi.
Vi prøvede en ide af med at lave sponsor benzin i samarbejde med OK. Det er desværre ikke lykkedes os at få tilmeldinger nok til, at OK vil fortsætte ud over det år, vi har skrevet kontrakt på. Det synes jeg er ærgerligt, da det er en let måde, man kan give foreningen nogle penge, uden at man mærker det, da man jo ikke betaler mere for benzinen af den grund.
Noget nyt i forhold til 25 års reglen. Det har før været sådan, at for at få det store lokaletilskud på 70 % som her fra 2015 er 69 % til brug af hallen, multirummet og klublokalet, skal 50 % af vores aktivitetsmedlemmer være under 25 år. Det var ved at give os et problem pga. det faldende antal børn. Det er nu i kommunen vedtaget, at voksne over 25 som bruger vores udendørs faciliteter ikke længere tæller med. Det betyder, at oldboys fodbold og petanque ikke længere trækker % i den forkerte retning, det er en god forbedring, selv om vi nok synes, det var lettere administrativt, hvis den helt blev fjernet.
Igen arrangerede vi sommerfest sammen med Borgerforeningen og Hallen. Det blev nogle fine dage med god opbakning bortset fra lørdag eftermiddag. Det gav et mindre overskud, som vi i fællesskab blev enige om at donere til bussen. Vi er jo alle interesseret i, at skolen består, lukker den vil det gå ud over os og dermed på sigt hallen. Da vi ved, at børn gerne vil dyrke idræt sammen med deres kammerater.
Sommerskolen var igen i år en stor succes. Mange børn fik en masse forskellige aktiviteter gennem ugen. Unglederne var igen på mærkerne, og Majbritt og Tina sørgede igen for at der var skole og madmødre som sørgede for mad til dem. I år var der en del børn som ikke var fra Aadum, og de syntes det var alle tiders sommerskole.
Igen i år vil jeg fremhæve ungegruppen, de har igen formået at tiltrække en stor flok unge til deres aftner og andre arrangementer. 24 unge synes, at det er fedt at komme til deres arrangementer. Så stor ros til lederne. De fik i sommer besøg fra DGI med kage og et velfortjent skulderklap til lederne.
Ungleder uddannelsen og en overbygning til den er igen blevet brugt til uddannelse af vores unge ledere, overbygningen var en videreuddannelse af dem, som havde været ungledere i flere år. Deres uddannelse afsluttede med en tur til Skotland. Vi vil rigtig gerne bruge penge på vores unge mennesker, så de kan få alt den uddannelse, der skal til for at være aktive ledere i foreningen, jeg ved godt at mange forlader området, men vi har glæde af dem, indtil de rejser og jeg håber, at der, hvor de komme til at bo, vil melde sig ind i en forening og der bruge deres evner. Vi tilbyder også vores voksne ledere den uddannelse, som de har behov for at være velforberedt til deres aktivitet.
Det er glædeligt, når vi får en pigehold i fodbold fra Tarm til at komme ud til os, vi sætter pris på, at det ikke kun går den anden vej.
Vi har ingen nye tiltag på banen, vi vil prøve at holde fast i de aktiviteter, vi har, desværre har vi sagt farvel til sommersjov og kids volley på grund af ledermangel. Skulle der være nogle, som har nogle ideer til nye aktiviteter, vil vi gerne høre om der.
Jeg vil slutte af med at takke vores samarbejdspartnere: skolen, hallen, borgerforeningen, købmanden, lokale håndværker. En tak skal også lyde til alle medlemmerne, som kommer i foreningen for at gå til en aktivitet, uden jer var der jo ingen forening.
Sidst men ikke mindst vil jeg gerne takke Majbritt for den tid du har været med, vi beklager at du forlader os, da du altid har været fuld af ideer, og været med til at gøre vores møder sjove og hyggelige. Når du igen har tid og lyst står vi klar med åbne arme.